DANSK LAND-ROVER KLUB's HOVEDSIDE
Nordjylland Vestjylland Østjylland Midtjylland Sønderjylland Fyn Nordvestsjælland Nordsjælland Østsjælland Sydsjælland Lolland-Falster Bornholm Veteranudvalget

tilbage Ofte stillede spørgsmål om grønt bevis

 

Hvorfor skal man tage det grønne bevis?

Dansk Land-Rover klub kræver at alle deltagere til et terræn arrangement er i besiddelses af det grønne bevis. Det er af hensyn til føreren egen sikkerhed og sikkerheden for evt. passagerer, andre deltagere og naturen. Endeligt er det eller kan det være et forsikringsspørgsmål.

Hvem kan tage det grønne bevis?

Det kan alle, der er medlem af Dansk Land-Rover klub og som er i besiddelse af et gyldigt kørekort til bil eller bus. Det er nødvendigt at kursisten har en indregistreret Land Rover model eller har mulighed for at låne en. Det er en god ide, at man er fortrolig med at køre i den pågældende bil, og at man har lidt praktisk kendskab til den med baggrund i den tilhørende instruktionsbog, som kan være enten trykt eller digital.

Hvor kan man tage det grønne bevis?

Der afholdes på landsplan en række grønt bevis kurser, enten regionalt eller i samarbejde mellem en eller flere regioner. Hvis der ikke er et kursus, der tidsmæssigt passer i din kalender, så prøv og se i klubbens aktivitetskalender. Du er altid velkommen til at forespørge din regions chefinstruktør eller regionsformand, hvornår og hvor der er grønt bevis kursus næste gang.

Hvad koster det at tage det grønne bevis?

Det koster i reglen ikke noget at tage det grønne bevis. Visse regioner kan dog være nødsaget til at opkræve et deltagergebyr til dækning af udgifter til lån/leje af værksted og/eller terræn.

Hvad kan jeg gøre for at være velforberedt til et grønt bevis kursus?

Du kan først og fremmest læse de materialer der ligger på klubbens hjemmeside under Kørsels- og sikkerhedsudvalget. Dernæst bør du gennemgå din bils instruktionsbog og derved finde ud af, hvordan din bil virker og betjenes.

Inden du kommer til grønt bevis kursus bør du sørge for at der er tilstrækkelig olie på motoren, vand på køleren, batteriet fastspændt, og koblings og bremsevæske kontrolleret. En god ide er også at efterfylde sprinklerbeholderen. Desuden må der ikke være løse genstande, der kan ramme chaufføren eller instruktøren under kørslen.

Hvis jeg nu er kommet til at smide det grønne bevis væk, skal jeg så op til ny prøve?

Hvis dit grønne bevis er bortkommet skal du henvende dig til klubbens medlemssekretær og bede om et nyt grønt bevis. Husk medlemsnummer.

 

Kan jeg dumpe til grønt bevis?

I reglen fortsætter undervisningen til kursisten har de fornødne færdigheder. Kun i særlige tilfælde, hvor bilen ikke lever op til de basale sikkerhedsmæssige krav, som f.eks. bremsernes funktion og/eller at den meget let springer ud af gear. Sker dette kan man blive nødt til at afbryde undervisningen, og bede kursisten komme næste gang, der er grønt bevis kursus, med et funktionsdygtigt køretøj.

Hvem er ansvarlig for undervisningen og tilrettelæggelsen af grønt bevis kurserne?

I første række er det regionens Chefinstruktør, der har ansvaret for undervisningen og tilrettelæggelse af det nødvendige antal kurser, enten regionalt eller i samarbejde med andre regioner. Det er regionsledelsens overordnede ansvar at der bliver afholdt grønt bevis kurser og at dette sker på forsvarlig vis. Chefinstruktøren udpeges af regionsledelsen og valget konfirmeres på regionalforsamlingen.

Chefinstruktøren er på valg hvert år. Chefinstruktøren udpeger sammen med regionsledelsen, det nødvendige antal instruktører, ligesom det er chefinstruktørens ansvar, at instruktørerne har den fornødne uddannelse.

Har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte regionens chefinstruktør eller Kørsel og sikkerhedsudvalget.