78359:
Eksempel på brev til politikerne om afgift (05-03-2009 20:22:48)
Niels Kristian Petersen #6803, reg. øsj (medlem) (
ip-adr: 77.213.129.114)
Hej
Jeg har i dag sendt nedenstående brev til en række skatte- og finanspolitikere med cc. til medierne og FDM.
vh Niels / 6803
Vesthimmerland 5/3-2009
Til hvem det måtte vedkomme
Efter at have læst om skattereformen Forårspakke 2.0 på finansministeriets hjemmeside, er jeg blevet opmærksom på følgende:
Vægt- og ejerafgift på dieselbiler uden partikelfilter øges, så tilskyndelsen til at beholde og anskaffe dieselbiler uden partikelfilter reduceres. Tillægget til vægt og ejerafgifterne på person- og varebiler uden partikelfilter er på 1.000 kr. årligt. Initiativet træder i kraft 1. januar 2010.
Ejerafgiften for varebiler gøres afhængig af bilernes brændstoføkonomi. Vægtafgiften for nye varebiler erstattes fra 1. januar 2010 med en ejerafgift svarende til den, der gælder for personbiler. Samtidig indføres en forhøjelse af vægtafgiften for varebiler fra før 1. januar 2010, så vægtafgiften kommer på niveau med ejerafgiften for nye varebiler. Endelig indføres et privatanvendelsestillæg for varebiler fra før den 3. juni 1998, svarende til den gældende tillægsafgift for privat anvendelse for varebiler, som er indregistreret fra 3. juni 1998 til 24. april 2007. Forhøjelsen af tillægget for privat anvendelse indfases over 2 år.
Som ejer af en pt. uindregistreret Land Rover fra 1977, vil dette komme til at have betydelige konsekvenser for undertegnede, såfremt det ophøjes til lov.
Min Land Rover er indkøbt som vrag for 5 år siden, hvorpå jeg har brugt min fritid i de sidste år på en total adskillelse og renovering, som nu så småt er ved at være tilendebragt. Jeg har bl.a. skiftet bilens chassisramme, hvormed jeg selvsagt skal svare registreringsafgift af bilen igen. Dette er koordineret med SKAT.
Den har tidligere været indregistreret som gulpladebil, og med en totalvægt på 2.150 kg, vil den koste 4.030 kr under de "gamle" vægtafgiftsregler. Eftersom jeg ikke har behov for bilens lasteevne, da den i vid udstrækning kommer til at tjene som hobbykøretøj og snarlig veteran, har jeg overfor SKAT ytret ønske om at få den vejet ned til en totalvægt på under 2.000 kg, mod selvsagt at afstå noget af lasteevnen. Dette har jeg fået mundtligt tilsagn om, ikke vil udgøre et problem, eftersom min bil er førstegangs indregistreret før reglerne fra 1998. En nedvejning vil give en årlig vægtafgift på 2.520 kr.
Bliver ovenstående tiltag ophøjet til lov, får det følgende konsekvenser:
Min bil kommer som indregistreret til at koste mig følgende i faste årlige afgiftsomkostninger:
Kr. 10.920 (udregnet efter satsen i ejerafgiftsloven ved anslåede 10 km/l)
Kr. 5.040 (privat anvendelsesafgift)
Kr. 1.000 (afgift for manglende partikelfilter)
Samlet pr. år vil den faste afgift således udgøre Kr. 16.960, eller en stigning på 673% i forhold til de 2.520 Kr. Den vil dermed i praksis blive kraftigt forringet i værdi.
Jeg har forståelse for, at man med "misundelsesafgiften" fra 1998 har ønsket at begrænse mulighederne for køb af luksusbiler på gule plader, der primært med afgiftsfordel blev anvendt til persontransport. Men jeg har ikke forståelse for, at man nu indfører dette tiltag, som i praksis bliver indført med tilbagevirkende kraft. Gik jeg i dag ud og købte en gulpladebil fra efter 1998 ville jeg fra starten vide hvad jeg anskaffede, og hvilke faste udgifter dette indebar. Men jeg havde ved anskaffelsen af min nuværende Land Rover fra 1977 absolut ingen muligheder for at forudse disse afgiftsmæssige ændringer. Jeg finder det svært at forstå, at en sådan lovinduceret værdiforringelse af privat ejendom overhovedet er lovlig.
Jeg har ligeledes forståelse for det miljømæssige argument om at fjerne incitamentet til at bibeholde ældre varevogne på vejene. Men på baggrund af de voldsomme merudgifter dette indebærer, finder jeg ikke at argumentet er tilstrækkeligt. Iht. Danmarks statistik vil dette berøre ca. 115.000 biler i Danmark, og disse kan inddeles i to grupper:
1) "Almindelige" ældre varevogne, der qua deres alder alligevel snart vil blive skrottet.
2) Udprægede hobbykøretøjer som mit, der kører ganske få årlige kilometer, og således i realiteten forurener minimalt. I øvrigt savner jeg dokumentation for, at det er bedre for miljøet at skrotte min gamle Land Rover og erstatte den med en ny, når jeg kan holde den gamle kørende. En direkte sammenligning pr. kørt kilometer vil selvsagt falde ud til den nye bils fordel, men miljøbelastningen bør ses i lyset af en "vugge til grav" analyse. Jeg er i øvrigt uddannet cand. scient i biologi, og fungerer til daglig som kommunal miljømedarbejder.
Jeg har – uden nogen professionel mekanikker baggrund - selv renoveret min gamle Land Rover. Den har været min hobby i fem år, og jeg har lært meget af processen. At jeg således nu, hvor arbejdet nærmer sig sin afslutning, kan konstatere, at min bil i realiteten er blevet gjort værdiløs, samt at jeg ikke får råd til at få den på nummerplader og således kunne køre i den, er mildt sagt utilfredsstillende.
Med venlig hilsen
Niels K. Petersen